...for kæresten og jeg har været sammen i ét år. For nogen lyder det måske ikke af meget, men eftersom min seneste rekord hvad angår længden af parforhold er 5 måneder, så er det her en ren milepæl i historien. Han er simpelthen fantastisk og har været det fra dag et. Det kan heller ikke undre, for et menneske der kan holde mig ud i et år på så intimt et plan skal være af en noget speciel støbning;)

Vi tog forskud på glæderne og fejrede det allerede i går med en lækker buffet på Det Grønne Hjørne og en tur i biomørket, hvor vi blev særdeles godt underholdt med den noget barske Råzone.

I dag er også stor på en anden led. En af mine bedste veninder er sat til at føde i morgen, og det ser ud til, at hun har timet det ret godt, for vandet gik i dag - eller det begyndte 'at sive' i formiddags, som hun selv beskrev det. Det blir så nummer tre ud af fire i den familie født i Løvens tegn - Grrrrrrr!!;-)

Så forsvandt sommerfuglene omsider - altså dem i maven - de andre er da vist krøbet i ly for regnen;) Nu har de ellers levet en særdeles aktiv tilværelse i min mavesæk de sidste par dage.

Og hvorfor så denne spændthed og forventningsglæde? Er der da sket store omvæltninger i MIT liv på det sidste? Er der sket MIG noget nyt og spændende? Næh, det er såmænd Thomas (kæresten, red.), der påbegyndte studenterkursus i går.

Et helt nyt kapitel er skrevet, hvad angår mit følelsesregister - tror jeg da. Jeg kan i hvert fald ikke erindre, hvornår jeg sidst har oplevet noget, der vel bedst kan betegnes som sympati-sommerfugle i maven. En tilstand der må være beslægtet med sympatismerter, som jeg ellers er nok så bekendt med. Det er de fleste sikkert. Eksempelvis når man som fyr ser et andet hankønsvæsen modtage et alt for velplaceret spark i selve Epi-centeret for sin maskulinitetsfølelse, så man efterfølgende selv må krumme sammen og lige tjekke om instrumenterne stadig kan spille.

Jeg tror i øvrigt, jeg var næsten mere spændt end Thomas, hvilket han forståeligt nok fandt, var ret morsomt (og måske også en rar fornemmelse?). Så da han kom hjem og fortalte om, hvor godt den første dag var gået, blev jeg så overvældet af mine følelser for ham, at jeg var lige ved at knibe en tåre eller to (og der skal ellers noget til).

Stærke sager.