Jyllands-Postens skjulte dagsorden i Muhammed-sagen

Medierne har meget travlt med for øjeblikket at afsløre diverse skjulte dagsordener hos muslimske organisationer herhjemme (læs: Islamisk Trossamfund) og en tilsvarende labyrint af forskelligartede dagsordener i diktatoriske arabiske stater, hvor sagen om Muhammed-tegningerne er blevet en brik i et indenrigspolitisk magtspil. Mindre fokus er der i midlertidig på den skjulte dagsorden som Jyllands-Posten har haft gennem hele forløbet, under dække af et forsvar for en 'ukrænkelig' ytringsfrihed og det danske demokrati.

Først vil jeg sige, at uanset indicier der stærkt taler for, at JP har en skjult agenda, der går ud på at fremme et slags flertalsdiktatorisk demokrati i Danmark med det ene formål at få de danske muslimer over en bred kam til at "makke ret", så kan det ingenlunde berettige den voldsomme overreaktion mod Muhammed-tegningerne i den arabiske del af verden og herhjemme: religiøse ekstremister, der angriber ytringsfriheden for derigennem at styrke deres egen magtposition. Totalitære regimer der udnytter situationen for at holde de undertrykte masser i skak ved hele tiden at give dem nye hadobjekter, så deres vrede bliver vendt mod noget andet end det, de egentlig burde gøre oprør mod, nemlig deres eget regimes undertrykkelse.

Når det så er sagt, så ændrer det ikke ved, at Jyllands-Posten desværre lægger sig i forlængelse af en særdeles smittende virus af muslim-fjendtlighed, der har inficeret den offentlige debat i Danmark siden Dansk Folkeparti første gang sendte sit friske pust over landet.

I stedet for at fremme forståelse og respekt mellem mennesker medvirker JP til en yderligere marginalisering af de danske muslimer.


JP slår et knytnæveslag for ytringsfriheden

Jyllands-Posten har forsvaret sig med, at de bragte tegningerne for at slå et slag for ytringsfriheden, men de sagde bare intet om, at slaget nærmere var en lussing rettet direkte mod alle muslimer, der i JPs virkelighedsbillede ikke vil indordne sig efter danske værdier og normer. Det virker som om, at JP er af den mening, at muslimernes ypperste mål er at omstyrte det danske demokrati og sætte en islamisk diktaturstat i dets sted. I den forbindelse er det så åbenbart helt ligegyldigt, at muslimer er lige så broget en flok som de kristne, og at det store flertal af muslimer faktisk er temmelig moderate i deres holdninger og ikke går ind for vold, hævn og afskaffelse af demokratiet.

JPs skjulte dagsorden bliver næsten pinlig gennemskuelig, når man kigger ned gennem avisen nyere historie, der afslører avisens hykleriske forhold til ytringsfriheden:

Da JP bragte tegningerne den 9. september sidste år skrev avisen i begrundelsen:
"Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse".
I slutningen af januar i år undskyldte JP så for at have krænket muslimer ved at bringe tegningerne, og at det absolut ikke havde været hensigten at krænke nogen. Men som det fremgår af begrundelsen for at trykke tegningerne, så var hensigten jo netop at vise muslimerne, at de må finde sig i, at deres religion bliver kritiseret, uanset om det bliver gjort på en måde, der kan virke krænkende (ved hån, spot og latterliggørelse) eller ej.

Det viser bare med al tydelig, at det her slet ikke handler om at forsvare en ytringsfrihed, der i øvrigt aldrig har været ukrænkelig, men om at vise danskere, at vi har hånefrihed, når det gælder muslimer.

Desværre stopper det ikke her, for der er adskillige eksempler på, at avisen har både støttet og udøvet netop den selvcensur, som de nu påstår, er en trussel mod ytringsfriheden:

I 1984 fik kunstneren Jens Jørgen Thorsen lov til at afbilde Jesus med erigeret lem på et vægmaleri i Birkerød. Jyllands-Postens daværende chefredaktør, Asger Nørgaard Larsen forlangte at få det fjernet. Maleriet blev senere overmalet på trafikministerens ordre. En handling som chefredaktøren roste i sin leder med følgende ord:
"Trafikministeren har vist både fornuft og mod til at forlange smøreriet fjernet, selv om han kan forvente nye råb om grundlov og censur".

Senere da Jens Jørgen Thorsens Jesus-film, hvor Jesus blev gjort til et seksuelt væsen, sendte et ramaskrig gennem Danmark og dele af Europa, var JP en af de aviser, der førte an i kritikken.

Da Kvickly i 2003 solgte sandaler med Jesus-motiver, var JP de første til at blive forargede. Sandalerne blev i øvrigt hurtigt taget af hylderne efter pres fra kristne fundamentalister og en krænket dansk befolkning.

Samme år nægtede JP at bringe en karikatur-tegning af en smilende Jesus, der springer op af et hul i forbindelse med sin opstandelse. JPs redaktør begrundede selvcensuren med følgende ord:
"Faktisk tror jeg, at den vil udløse et ramaskrig. Derfor vil jeg ikke gøre brug af den."
- den lader vi lige stå et øjeblik....

Med det in mente kan det undre, at JP så pludselig to år senere hævder at være blevet overrasket over, hvor meget en tegning af Muhammed med en bombe på hovedet kunne virke krænkende på muslimer, når de uden tøven valgte ikke at gøre brug af deres ytringsfrihed, da det gjaldt en for udenforstående ganske uskyldig tegning af Jesus.

Tilsyneladende er det i JPs øjne sådan, at al saglig religionskritik og respekt for andre menneskers følelser kun gælder i det øjeblik, vi ikke har med muslimer at gøre. De må finde sig i 'hån, spot og latterliggørelse'.

Senest er Jyllands-Postens kulturredaktør så blevet sendt på 'ferie' (samme destination som Louise Frevert måske?;), efter han på CNN og Tv2 hævdede, at JPs kultursektion i deres næste søndagsudgave ville bringe karikatur-tegninger af både jøder (Holocaust) og Jesus for at vise verden, at trykningen af Muhammed-tegningerne ikke var et udtryk for en særlig aversion mod muslimer fra avisens side.
Her kan det så igen undre, at redaktøren ikke er vidende om, at både Moses og Jesus er hellige for muslimer, nøjagtig som Muhammed er det i kraft af deres status som profeter. Det ville derfor være bare endnu en krænkelse af muslimers følelser samtidig med, at man så også lige trampede henover kristne og jøder i samme vending.

JP redaktion med acne-problemer

Det kan meget vel være, at Uffe Ellemann-Jensen har ret i, at Jyllands-Postens chefredaktør synes at befinde sig i en pubertær tåge, hvor verdens farvepalet kun består af sort og hvidt, men set i det perspektiv må kulturredaktøren så endnu ikke være groet ud af sine barnesko. Det er da noget af en skolegårdsreaktion, at man efter at være blevet skældt ud for at håne lille Muhammed i ren trods vælger at dele nye lussinger ud til højre og venstre for vise verden, at ingen skal komme og bestemme over ens handlinger.
Nu satte JPs chefredaktør så en stopper for det, hvilket falder så smukt i tråd med tidligere beslutninger om selvcensur fra en redaktion, der hævder at forsvare en ukrænkelig ytringsfrihed.

For nu at lade tvivlen komme chefredaktøren til gode, kunne denne handling jo godt ses som et udtryk for, at han har lært af hele Muhammed-affæren, at ytringsfriheden ikke er en fundamentalistisk religion, man bruger til at slå et mindretal oven i hovedet med, når nogle af dets medlemmer ikke lige indordner sig under den 'sandhed', som man selv mener, er den eneste rigtige.

Desværre trykker chefredaktøren i et brev til Jyllands-Postens læsere endnu en pubertær bums ud i fjæset på en muslim, mens han forsøger at rette op på sin egen kulturredaktørs fejltagelse. Denne gang går det så ud over en chefredaktør for den iranske avis, som kulturredaktøren hævdede at samarbejde med omkring de nye tegninger, der skulle bringes på søndag:
"En iransk avis har udskrevet en usmagelig konkurrence om at lave lystige tegninger til at skildre jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig."
Og videre hedder det:
"De, kære læser, kan være overbevist om, at bladets etiske standard er intakt. Det betyder blandt andet, at vi under ingen omstændigheder vil hægtes på en iransk avis' usmagelige mediestunt. Jeg beklager, at der for en stund har hersket usikkerhed om Jyllands-Postens etiske standard. Jeg håber, at tvivlen hermed er bortvejret".

Nej, kære chefredaktør, det er den desværre ikke. Hvad er forskellen på, at en iransk avis i et forsvar for ytringsfriheden bringer generaliserende og dæmoniserende karikaturer af jøder, som de ser som den største trussel mod deres samfundsorden, og så JP der på lignende grundlag gør nøjagtig det samme med Muhammed-tegningerne? At hævde at JP skulle have en højere etisk standard end den iranske avis er derfor det rene hykleri.

Og for at det ikke skal være nok, så udsætter chefredaktøren igen sin avis for den selvcensur, som han ellers har hævdet aldrig at ville lægge under for, bare fordi nogle fundamentalistiske islamister og diktatoriske muslimske regimer i verden ønsker at bestemme, hvad han skal trykke i sin avis.
En holdning han gav udtryk for i Dags Dato i søndags, hvor TV2s kameraer havde fået lov at komme indenfor til en orientering for alle JPs medarbejdere ovenpå bombetruslerne mod redaktionen i Århus:
"Diktaturstater nede i Mellemøsten, der hugger hænderne af tyve, undertrykker kvinder, stener dem ved utroskab, henretter folk og så videre og så videre, de skal fanden tag mig ikke bestemme, hvad vi skriver i vores avis".

I brevet til JPs læsere hedder det så pludselig som begrundelse for ikke at bringe yderligere tegninger:
"Set i lyset af det postyr, som Muhammed-tegningerne har skabt, vil Jyllands-Posten ikke foretage sig noget, der kan puste til ilden."
Og dermed har chefredaktøren alligevel underlagt avisen selvcensur, selv om han for bare få dage siden ellers hævdede ikke at ville lade sig kyse til trods for ambassade- og Dannebrogsafbrændinger i udlandet og bombetrusler mod JP indenlands.
Man kunne jo foranlediges til at tro, at nogen havde hvisket ham noget i øret fra højeste sted, selv om det påstås, at pressen er helt uafhængig af politiske tilhørsforhold herhjemme. Eller også er det bare endnu et udtryk for det beklagelige faktum, at ytringsfriheden i JPs forståelse er ukrænkelig i det øjeblik, den bruges til specifikt at kritisere islam, og at man derfor har ret til at sige og gøre hvad som helst uden at vise respekt for andre mennesker, så længe de kalder sig muslimer.


Hvor blev den saglige debat af?

Jyllands-Posten skaber med deres facon ikke en seriøs debat, men opildner derimod til had. Når JP på den måde dæmoniserer muslimer, øger det følelsen hos dem af, at der er et ønske i den brede danske befolkning om, at de skal holdes udenfor. En følelse blandt muslimer af marginalisering og bevidst udelukkelse fra det gode selskab er dræbende for integrationen i dette land.
Det er også den slags følelser, vi med et kig ned gennem historien eller bare ud i nutidens verden kan se danner grobund for fundamentalisme. Det er ganske menneskeligt, at man i en situation, hvor man føler sig forkastet og undertrykt søger tryghed i absolutter og gamle vaner. Det er ikke tilfældigt, at fundamentalistiske muslimske organisationer trives i dette land. Det sørgelige er, at danskerne ikke evner at se, at det er vores manglende åbenhed overfor og vilje til forståelse af muslimer, der har været med til at skabe dem. Det er også sørgeligt at opleve, at fordi enkelte grupper af muslimer ikke opfører sig pænt, så skal det gå ud over hele gruppen, hvilket så i den onde cirkel, vi er inde i, er med til at øge tilslutningen til de grupper af muslimer, der efter danske værdier og normer opfører sig forkert eller mærkeligt.


Jacob Holdt sætter her hele Muhammed-sagen i et skræmmende perspektiv:

I 1976 vendte jeg som ung jysk bonderøv hjem fra »En personlig rejse gennem det sorte Amerika« for kort at vise 5 års rejsebilleder for min præstefar og hans vestjyske nabokirker inden jeg ville tilbage til det USA, jeg elskede. Men straks opdagede de danske medier mine lysbilleder, som de i tidens anti-amerikanske ånd omdøbte til det slagkraftige »Amerikanske Billeder«. Rygtet spredte sig som en lynild til USA og en hel hær af sorte amerikanere kom tilrejsende for at hjælpe med at vise dem i hele verden. Skønt jeg ikke havde brugt ordet racisme (idet jeg ligesom danskerne i dag havde færdedes i en racistisk tankeverden så længe at jeg ikke tænkte over at det var racisme) kunne disse sorte straks se at dette var det mest effektive billedbevis for den følelse af udstødthed og undertrykkelse, de led af under racistiske hvide.

Det officielle USA lagde ikke skjul på sit ubehag over disse omrejsende sorte ambassadører og senere afslørede amerikanske medier hvor mange penge The US State Department havde brugt på at bremse disse »landsforrædere.« Omvendt følte disse - som så mange andre sorte kunstnere og musikere - at de her i Europa for første gang kunne ånde frit og blive anerkendt som ligeværdige mennesker - samt at deres eneste chance for at blive hørt og skabe forandring var at lægge internationalt pres på USA ligesom det var sket under borgerretskampen.

(...)

Overalt opflammede mine billeder et sådant had mod USA at vi følte os tvungne til at stå at forsvare USA og endog dets hvide racister. Som jeg skrev i min første bog »Hvis jeg dumpede 20 sorte i min jyske landsby ville hele byen hurtigt finde sig en redningsplanke som George Wallace (den tids Pia Kjærsgaard).« Men ingen ville tro mig for enhver kunne jo indse at det blot var de hvide amerikanere, der var »onde«.

Det undrede os at de, der syntes at have det største indbyggede behov for således at hade andre - frem for at forstå dem - var den tids venstrefløj hvorfor det ikke undrer os at så mange af netop disse - Søren Espersen, Karen Jespersen, Ralf Pittelkow, Kåre Bluitgen, Ulla Dahlerup og Lars Hedegaard - er blevet til vor tids mest udtalte islamofober. Især VS'erne var for os så uudholdelige at vi lod et flertal af vore offentlige shows organisere af Venstreforeninger i de sindige jyske forsamlingshuse.

(...)

Ligesom 8 ud af 10 amerikanske hvide, jeg dengang talte med, udtrykte racistiske meninger om de sorte i et afstandtagende, fjendtligt sprog som »vi må tage afstand fra dem ... vi må stille krav til dem« hører jeg i dag 8 ud af 10 danskere sige det samme om indvandrere og lige så »hadsk« ustandseligt forsøge at finde fejl hos disse ...

(...)

Mens USA konsekvent har stræbt efter at gå til roden af ondet gennem holdningsbearbejdning af de hvides racisme og positiv særbehandling for de sorte gør man i Danmark hele tiden ondt værre gennem endeløse »stramninger« for de udstødte. Da USA for længst har indset at alle blev tabere i denne racisme, præges denne i dag af stærk skyldfølelse hos de hvide og man skal 50 år tilbage for at høre amerikanske politikere føre valgkamp som i Danmark ved at svine de udstødte til - at »out-nigger« hinanden, som det hed. Og endnu længere tilbage for at finde aviser, som fremstillede tegninger med det formål at sparke til de liggende og gnide salt i såret f.eks. af en sort »vandmelonspiser«, sorte »kriminelle« og andre ydmygende karikaturer som alle i USA ved presser vredesknappen i bund hos de som føler sig psykisk udstødte.

Kilde: Politiken


USAs muslimer er overordentlig velintegrerede, og her taler vi om muslimer, der har været i landet nøjagtig lige så lang tid, som det er tilfældet med muslimerne i Danmark. I USA er der heller ingen generel opbakning blandt muslimer til en fundamentalistisk fortolkning af islam. Amerikanerne har åbnet deres hjerter for dem, og derfor har muslimerne intet behov for at søge tryghed andetsteds end i deres amerikanske identitet med alle dens tanker om frihed og demokrati, som muslimerne nemt forener med islam.

I den forbindelse er det i øvrigt utroligt, hvordan nogle i ramme alvor kan hævde, at en kristen tankegang per automatik fører til frihed og lighed, når historien modbeviser det. Demokratiet med dets frihedsidealer, herunder friheden til at ytre sig, var jo netop i tidernes morgen en reaktion mod et autoritært præsteskab, der holdt Europa i et jerngreb, mens de hævdede at samfundsindretningen var bestemt af Biblen og alle der ikke gjorde, som Kristendommen befalede blev udsat for en dæmonisering af magthaverne og brændt på bålet som kættere. Kristen fundamentalisme fører lige så meget til vold og undertrykkelses som den muslimske fundamentalisme bliver beskyldt for at gøre det.

Lad os nu vise lidt respekt og forståelse for alle mennesker uanset, hvor uenige vi måtte være med dem. Jeg synes, det er helt i orden, at man for at skabe debat om et kontroversielt emne sætter sig udover gældende normer og politisk korrekthed for at gøre sin pointe klar. Det ser man eksempelvis ofte stand-up komikere gøre, men uden at de af den grund nedgør og viser manglende respekt for dem, de kritiserer.

Lad mig slutte af med et uddrag fra en kommentar af Birthe Rønn Hornbech, Folketingsmedlem for Venstre. Endelig et regeringsmedlem, der tager skarpt afstand fra Jyllands-Posten, Dansk Folkeparti og andre, der dæmoniserer muslimer:


Naturligvis må også muslimer i Danmark finde sig i, at de er kommet til et land med ytringsfrihed. Naturligvis må muslimer finde sig i, at der i et land med religionsfrihed også er frihed til religionskritik. Men at tegne Muhammed med en bombe i turbanen har jo ikke et klap med saglig religionskritik at gøre.

Vi har ikke fået ytringsfriheden for at genere hinanden uden andet formål end netop at genere andre. Ytringsfriheden blev med Grundloven i 1849 først og fremmest indført for at borgerne og ikke mindst pressen på borgernes vegne kunne og kan kontrollere den offentlige magtudøvelse. Det bruges ytringsfriheden da også stadig til. Men i alt for høj grad er ytringsfriheden blevet forvaltet som en ulækker lyst til at bringe personfnidder både i pressens reportager og i læsernes indlæg. Alt i ytringsfrihedens hellige navn. For den er vor ret.

Det er, som om ytringsfriheden er ved at blive helliggjort som en eller anden fundamentalistisk religion, hvor det gælder om at dæmonisere hinanden. Ikke mindst dæmoniseres muslimerne ud fra den barnagtige indstilling, at når der nu er nogen muslimer, som vi synes opfører sig mærkeligt eller forkert, så skal alle muslimer så sandelig også mærke, hvordan vi er.

(...) Dæmoniseringener ikke blot lavpandet og åndløs. Dæmoniseringen er med til at vanskeliggøre mindretallenes forståelse for vort samfund og øger tværtimod de pågældendes følelse af at være marginaliseret. Og det er dødsensfarligt.

Det kan blive skæbnesvangert for vort land, hvis vi ikke snart fatter faren ved, at store herboende grupper føler sig marginaliseret og søger trøst i den mest yderliggående religiøse fundamentalisme, der ikke levner demokratiet en chance.

Kilde: Politiken


Respekt, tolerance og en saglig debat nu, folkens!:-)


Og til de vantro - ja, jeg læser faktisk Jyllands-Pesten dagligt;-)