15. okt 2006 19:28, Masus
Raapil skriver, at
I Danmark er racisme ikke - i modsætning til hvad godhedsindustrialister og multikulturalister mener - noget, der trives i den brede befolkning. Det er en form for ekstremisme, som primært næres i stærkt konservative kredse, herunder i dele af Dansk Folkeparti, og det er disse kredse og deres islamkritiske retorik der skal kritiseres, hvis man vil racismen til livs.
Personligt ville jeg være beæret over at blive kaldt godhedsindustrialist eller multikulturalist, men måske er det, fordi jeg forstår noget andet ved prædikaterne (og måske fordi jeg ikke straks ser rødt og tænker 'sikke en samling naivister', som visse andre måske ville;) - og netop dette er en del af pointen med dette indlæg. Ligesom med de førnævnte betegnelser er racismebegrebet også ret værdiladet, især på grund af dets historiske genklang. Der er langt fra enighed om, hvordan man definerer racisme. Pia Justesen, beskriver her meget godt, hvilken betydning manglen på en klar definition af racisme har på debatten om emnet herhjemme:
Racebegrebet anvendes i dag ofte om kulturelt definerede enheder som nationale, sproglige eller religiøse mindretal. Nutidens racebegreb kan derfor kort sagt siges at være et uvidenskabeligt, socialt konstrueret klassifikationssystem....Racebegrebet giver imidlertid store problemer i praksis. Ofte bliver begrebet brugt, uden at dets rette betydning bliver tydeliggjort. Mange mennesker er som sagt ganske ubekendte med, at racebegrebet er socialt konstrueret. Mange gange vil offentlige udtalelser om 'racerelaterede' emner derfor blive opfattet i en biologisk kontekst.
Kilde: Pia Justesen, Racisme og diskrimination - Danmark og menneskerettighederne, Akademisk Forlag, 2003.
Det er naturligvis de færreste, der ønsker at blive sat i bås med nazister og lignende (og især hvis man som Raapil opfatter racisme som 'en form for ekstremisme', vil en beskyldning om racisme jo netop føles sådan), men det er uheldigvis som oftest den misforståelse der opstår, når nogen drister sig til at kalde andres ytringer for racistiske. Jeg oplever igen og igen i debatten om racisme i Danmark, at den render af skinnerne så snart nogen vover at bruge betegnelsen racistisk om andres synspunkter, for så ender det hele i ubehagelige personangreb. Fokus flyttes væk fra det, jeg synes er en vigtig diskussion - nemlig om hvor udbredt racismen i virkeligheden er herhjemme og vigtigst af alt, om hvordan vi kommer den til livs.
Pia Justesen fortæller videre om nyracismen, at den adskiller sig fra den biologiske racisme ved at tage udgangspunkt i nogle teorier om etnisk enevælde. Ifølge den nyracistiske tankegang skulle vi have et naturligt menneskeligt instinkt, der prædisponere os til at forsvare vores livsform, traditioner og institutioner imod de fremmede. Dette forsvar og angreb mod alle fremmede sker ikke, fordi de fremmede er underlegne eller underordnede. Det sker simpelthen, fordi de er forskellige fra os fra naturens hånd.
Nyracismen påstår altså ikke som den biologiske racisme, at der findes et hierarki af racer indenfor menneskeheden, der er underordnet hinanden, men racebegrebet synes alligevel at være underforstået, fordi nyracismen postulerer, at mennesker skulle have nogle naturlige biologiske instinkter, der adskiller dem fra hinanden. Desuden er der i debatten en tendens til at underordne 'de fremmedes' kulturer i forhold til ens egen.
Jeg mener, der i høj grad er brug for en diskussion af, hvordan (ny)racismen skal defineres, og en nødvendighed er det i hvert fald altid at definere, hvad man personligt forstår ved racisme, inden man retter pegefingeren mod andre. Måske vi endda skulle opfinde et helt nyt begreb, for som sagt er racismebegrebets historiske bagage temmelig svær at ignorere:
Vi skal faktisk kun 500 år tilbage i tiden for at finde det punkt, hvor begrebet race blev introduceret for første gang som en måde at forklare forskellene verdens mennesker igennem. Indenfor botanikken og zoologien, ønskede man ligesom for planterne og dyrenes vedkommende at opstille et raceklassifikationssystem for mennesker. I 1500- og 1600-tallet var betydningen race et meget vidtspændende begreb, der omfattede hele den menneskelige race, men efterhånden snævrere betydningen ind. I 1684 introducerede den franske mediciner Francois Bernier racebegrebet som et nyt klassifikationssystem, hvor han opdelte menneskeracen i fire eller fem mennesketyper. Han introducerede dermed en ny betydning af race, nemlig 'en underart af menneskeheden', og dermed var vejen banet for racismen.
Mange historikere er i dag enige om, at det var tre udviklingsforløb i Europa, der satte skub i racismen. Den første var udviklingen af nationalstater, den anden undertvingelsen af den oprindelige befolkning i Amerika og sidst den afrikanske slavehandel.
Fra 1700-tallet kom racebegrebet til at indeholde en opdeling af menneskeheden, der var baseret på biologien. Fra dette tidspunkt taler vi om den biologiske racisme, hvor underarter af menneskeheden var baseret på fysiske kendetegn. Racebiologien appellerede til folk i Europa fra 1800-tallet og frem, da den passede som fod i hose med deres egen selvopfattelse, der placerede dem i toppen af verdenshierarkiet. Opdelingen i race var også et godt middel til ved forskellige videnskabelige metoder (frenologi, fysisk antropologi og så videre) at retfærdiggøre europæerne undertrykkelse af befolkninger rundt om i verden i form af slaveri og slavehandel.
Da Darwin i 1860'erne introducerede sin evolutions- og selektionslære havde racebiologien fået sig et nyt videnskabeligt grundlag. Darwins argumenterede for, at der eksisterede et hierarki over de forskellige racer indenfor menneskeheden, og at der var en hvis kontinuitet i udvikling af racerne. Denne påstand gjorde det let for andre videnskabsfolk at påstå, at de racer, som de anså som lavere end den europæiske, udfyldte hullet mellem dyr og mennesker.
I slutningen af 1800-tallet var racismen bredt accepteret som et videnskabeligt faktum, og det gav medvind for eugenikken og racehygiejnen. Eugenikken så på, hvordan man enten kunne forringe eller forbedre de 'racebetingede' kvaliteter for derigennem at forbedre menneskeheden ved hjælp af selektiv formering. Det vækker minder om ønsket om at skabe en 'ren' race, som er så kendetegnede for nazismen i 1930'erne. Dette var dog længe efter, at eugenikken var i færd med at blive kørt ud på et sidespor rent videnskabeligt. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet begyndte genforskere at sætte spørgsmålstegn ved den påståede sammenhæng mellem fysiske kendetegn og mentale egenskaber. Der var ikke noget, der tydede på, at folks kultur var genetisk bestemt.
Nazismens overgreb i 1930'erne øgede kraftigt antallet af kritikere af racebegrebet. I 1950'erne og 1960'erne havde befolkningsgenetikken og evolutionsbiologien udviklet sig så meget, at den gamle betydning af biologisk racisme ikke længere holdt vand rent videnskabeligt. Nu så man derimod menneskeheden som bestående af forskellige befolkninger. I dag forskes der i befolkninger og ikke i racer. Det gamle racebegreb lever dog fortsat videre på trods af, at genetikken har bevist, at de genetiske forskelle mennesker imellem hovedsageligt findes indenfor befolkningsgrupper og ikke mellem forskellige befolkningsgrupper.
Racebegrebet er stadig som i 1800-tallets et udtryk for en holdning til en bestemt verdensorden, men betydningen af race har ændret sig fra at handle mest om biologiske forskelle til nu at handle lige så meget om kulturelle forskelle.
Kilde: Cath Senker ; oversat af Torben Wilhelmsen, Racisme, Holte : Flachs, 2003.
